<<  Tilbage

1. Del - Kapitel 1

Hvad tror vi egentlig på?

Jeg bliver ret så utilpas. Noget i mig stritter voldsomt imod. Mens jeg spekulerer på, hvad det er, der foregår, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg bliver så bange og afvisende. En ting er sikkert: Jeg har bestemt ikke lyst til at miste jordforbindelsen til fordel for en okkult og svævende virkelighedsopfattelse. Problemet er, at virkeligheden lige nu overgår min forstand.

Det andet indsigt i bogen handler netop om vores kulturs bevæggrunde for at forkaste religionerne og erstatte dem med naturvidenskaben. Her finder jeg en meningsfuld forklaring: Vi har brugt vores forstand til at lære Verden at kende ud fra vores egne præmisser. Kloge af dårlige erfaringer med kirkens monopol på viden i middelalderen har vi lært kun at stole på os selv og vores egen forståelse. Vi ønsker ikke igen blindt at godtage et præsteskabs usande verdensbillede. Til det formål har det været nødvendigt at fornægte alt det, som ikke kunne forklares med naturvidenskabelige termer. Vores bitre erfaringer stammer fra dengang, vores kulturs fundament krakelerede, da det viste sig, at kirkens ledere var korrupte og usømmelige. De brugte religionen til at opnå magt, kontrol og store rigdomme. De var bestemt ikke Guds rene udsendinge, som de udgav sig for at være, og deres ord var blot spekulationer og luftige konstruktioner. Samfundet måtte på ny finde ud af, hvad der var sandt og hvad der var falsk. Man ville ikke bedrages igen. Den spirende bevidsthed ville ikke risikere en ny usikker forklaringsmodel på Verden og på vores eksistens. Derfor indledtes vores søgen efter viden forsigtigt og omhyggeligt. Man var kommet frem til, at al viden må baseres på grundig empirisk undersøgelse. Opgøret med kirkens dogmatik betød, at det nu igen var tilladt at stille spørgsmålstegn ved alt. Det blev gjort meget grundigt. Eksisterer vi overhovedet, eller er vi blot en drøm? Eksisterer Gud? Er trolddom og magi ægte?

Befrielsen fra kirkens monopol på sandheden betød, at alle spørgsmål igen blev tilladt. Vi begyndte at kortlægge verden skridt for skridt. De dybe spørgsmål om, hvorfor vi lever, blev efterhånden skubbet til side og glemt. Vi koncentrerer os om "at underlægge os jorden og anvende dens ressourcer til at forbedre vores livssituation". (Den niende indsigt, s. 39). Vi holder os til det, vi kan forklare, måle og veje. Denne metode har givet os velstand, komfort, sundhed og frihed. Det kan konstateres, at jo mere teknologisk udviklet et land er, jo højere er levestandarden og komforten. Her er en forklaring, jeg kan bruge. Den er så indlysende enkel. Vores ønske om sikker viden har fået os til at afvise alt det åndelige og mystiske, fordi det er baseret på tro og ikke kan måles og evalueres. Kloge af skade ønsker vi ikke at blive forført af et verdensbillede, som er uholdbart.

Jeg tænker, at vi i den vestlige verden er nået så langt i vores udvikling og konsolidering af både viden og tryghed, at vi nu har råd til at risikere lidt tryghed til fordel for en bredere sandhed, hvis den findes. Tiden er igen inde for de store spørgsmål. Forsigtigheden er forståelig nok. Den almindelige afvisning, forskrækkethed og latterliggørelse af såkaldte "overnaturlige fænomener" bunder hverken i fordom eller i sund fornuft. Folk er sandsynligvis bange for at miste fodfæste igen. Det drejer sig om en begrundet angst for at miste trygheden og visheden om, at vi har kontrol med den verden, vi lever i. Trygheden ved at vores læger, videnskabsmænd og politikere tilsammen råder over så meget viden, at de kan løse alle vores problemer. Vi har mulighed for at kontrollere og påvirke deres viden og deres arbejdsmetoder. Ingen er uerstattelig, ingen er sat til at forvalte vores liv uden den nødvendige viden og kompetence, som vi sammen er enige om skal til for at løse opgaven. Menneskeheden ønsker denne tryghed.

Men jeg er tryg nok. Jeg føler ikke, at jeg har noget at miste ved at kaste mig ud i det ukendte. Uvisheden lever jeg jo med til daglig. Jeg kigger på mit liv. Det er et godt liv. Dejlig familie, godt parforhold, god økonomi. Min klinik kører godt og jeg arbejder som jeg selv vil… Men jeg savner min dreng. Jeg savner dig så meget, Adám, at jeg er nødt til at begive mig på vej. På vej et sted hen, hvor jeg måske møder dig en dag. Hvis det er den vej, du betræder, må jeg følge dig. Gå dig i møde, så jeg har noget at byde dig, når vi mødes igen.

For din skyld vil jeg godt sætte mit verdensbillede over styr, på vej ud efter et større eller måske helt anderledes billede. Selv om jeg ikke aner, hvor vejen fører mig hen.

Lige nu fører min vej mig forbi bogen "Den niende indsigt". De sammentræf jeg lige havde oplevet i forhold til Jettes oplevelse og vores historie giver mig lyst til at læse videre i den. Jeg bider tænderne sammen, krummer tæer over bogens ubehjælpsomme forsøg på at blive til en spændingsroman og læser videre. Det næste kapitel hedder "Et spørgsmål om energi".

Til toppen 
 

dc-webdesign