|
|
<<
Tilbage
1. Del - Kapitel 1
Rejsen begynder
12. september 2001
Jeg kører mod Kastrup. Ikke mod lufthavnen denne gang. Jeg har aldrig prøvet at køre videre før. En hvid flyvemaskine er ved at flyve direkte ind i
lufthavns-bygningen og sprænge den i luften. Min mave snører sig sammen, jeg hiver efter vejret. Hele mit indre brøler: "Nej!". Ustyrlig hjertebanken. Mit blik er naglet til det hvide fly.
Den lander bare.
Den lander bare.
Flyvemaskiner er ikke nødvendigvis bomber i bevægelse. Dette er ikke New York. Billederne fra Twin Towers
katastrofen i går har brændt sig fast på min nethinde. I dag sitrer luften af en underlig spænding. Jeg kan næsten se chokket i luften. Hele den vestlige verden holder vejret. Hvor finder jeg indre ro nok til at give mig hen til en clairvoyant, som måske kan fortælle mig, hvor min dreng er blevet af og hvordan han har det?
Adám. Min kære Adám. I de seneste tre måneder er jeg blevet dårligere til at holde smerten nede. Eller måske er jeg blevet dygtigere til at mærke efter, hvor meget jeg savner dig. Hvor meget jeg længes efter dig. Inden da turde jeg ikke kigge på smerten. En angst for at tænke tankerne til ende. Jeg har været bange for, at du har glemt mig. At du har glemt vores nærhed. Glemt trygheden, legen, eventyrene. Tanken om, at du havde glemt, har været så pinefuld, at jeg ikke turde kigge på den. Jeg lod bare som om, den ikke eksisterede. Fire år er frygtelig lang tid. I fire år har du været under jorden sammen med din far. En far, som forbyder dig at elske din mor. Jeg kender ham. Han kan sige så meget ondt og så meget skævt, at man til sidst er ved at glemme, hvem man selv er og hvad man selv mener, føler og husker.
Men nu ved jeg, at det umuligt kan lade sig gøre. Pludselig kom erkendelsen, at din krop husker det hele. Selv om dit hoved mener noget andet, kan din krop ikke andet end at huske. Din krop husker os. Sammen. Med kys og kram, fortrolighed, ømhed og varme. Den husker opmærksomhed og nærhed. Husker utallige fortryllede timer med Legobyggeri. Husker hvordan vi sang sammen, grinede sammen. Slåskampene på gulvtæppet. Højtlæsning i min store dobbeltseng - købt så der er plads til både dig og Nanna i den. Kroppen husker alt. Chokerende, at jeg overhovedet kunne betvivle det.
Selvfølgelig husker din krop mig. Jeg er din mor. Og der er kun gået fire år.
Pulsen er faldet tilbage til normalt niveau, når jeg svinger ind på parkeringspladsen. Så er jeg her. Uden navigationsfejl for en gangs skyld. En ganske almindelig del af Danmark. En stor bebyggelse med små rækkehuse. Jeg er tidlig på den. Venter lidt. Trækker vejret. Det bobler underligt inden i. Tiden her op til har været så mærkelig. Jeg har ventet på dette øjeblik siden starten af juli. Talte dagene baglæns uden hast. Det har faktisk været ganske fint at vente så længe. Min tid plejer at flyve af
sted og forsvinde mellem fingrene på mig. Arbejdet. Familien. Huset. Hvor er jeg i al det her? Hvornår har jeg tid til mig selv? At vente betyder at sætte tidens hastighed lidt ned. Det har været rart. Næsten ærgerligt, at det snart er forbi. Nu må jeg bare vente ti minutter til.
Ved havelågen står en anden kvinde- hun er på vej ind. Underligt. Jeg spørger, om hun også skal samme sted. Det skal hun. Hun har tid kl. 11.30. Ligesom mig. Anne Marie åbner døren og spørger, om vi kender hinanden. Det gør vi ikke. I Anne Maries kalender står jeg først til på fredag. I overmorgen. Benene forsvinder under mig. Jeg kan næsten ikke få vejret. Kan næsten ikke sige noget. Mine tanker er gået i stå.
Dagen og datoen har stået i min kalender siden slutningen af juli. Vi blev enige om, at onsdag var en god dag, fordi…
Jeg kan få en ny tid på lørdag.
Fyldt af tårer tumler jeg tilbage til bilen. En kæmpe tomhed inden i. Kan ikke engang græde.
Jeg ved ikke, om jeg overhovedet gider at komme på lørdag. Jeg finder en anden clairvoyant. Jeg behøver slet ikke en clairvoyant. Hele projektet er fuldstændig latterligt. Det hele kan være lige meget. Ingen kan alligevel give mig mit barn tilbage.
Jeg kører hjemad. Til
toppen
|
|
