|
|
<<
Tilbage
2. Del - Kapitel 1
Virkelighed?
For en tid lever jeg i en dobbelt virkelighed. Når jeg er sammen med Mansour, min åndelige vejleder, i mine lange meditative gåture i skoven, og når jeg er på Englehuset, er jeg ikke i tvivl om, at jeg er i kontakt med noget reelt, uden for mig selv, som jeg kan kommunikere med, lære af og få energi og styrke fra. På den anden side fortsætter min hverdag uændret. Her er jeg faktisk meget skeptisk overfor den proces, jeg er i gang med, og de oplevelser, jeg mener at have haft. Det absurde er, at jeg, under læsning af bøger som Den niende indsigt og Carlos Castanedas En separat virkelighed, altid blev irriteret over hovedpersonen, som krampagtigt bliver ved med at holde fast i sin tvivl og skepsis, til trods for utallige beviser og oplevelser. Disse hovedpersoner har til stadighed virket temmelig patetiske og useriøse på mig. De fremstod så håbløst tykhovedede og stædige, at jeg overlegent og utålmodigt så ned på deres langtrukne tøven, med en fornemmelse af, at det mere handlede om et tvivlsomt kunstnerisk virkemiddel for at trække historien ud og give anledning til endnu en formulering af budskabet i bogen, end en reel beskrivelse af en personlig proces. Jeg har været så sikker på, at hvis jeg selv blev udsat for så overbevisende oplevelser, som hovedpersonen i bogen var blevet det, ville jeg naturligvis have holdt op med at tvivle og kunnet åbne mig fuldstændigt til det, der skete, uanfægtet af normer og konventioner.
Men midt i en lignende proces, er jeg bare en kylling. Jeg vil ikke tro på det, jeg selv oplever. Det lyder så vildt og usandsynligt. På en måde har jeg ikke lyst til at acceptere brister i den almindelige virkelighedsopfattelse. Det er absurd, og jeg er pinligt bevidst om det. Jeg stritter imod og er lige så tykhovedet og patetisk i min tvivl, som de fleste andre. Så nemt er det heller ikke. Det er som om alt, hvad jeg indtil nu har lært af mine forældre, skolelærere, fagbøger, medier og leksikoner om, hvad der er virkeligt og hvad der er fri fantasi, bliver anfægtet. At acceptere det, jeg oplever, som virkeligt, betyder at melde sig ud af det fællesskab, som hele den vestlige verden udgør. Min oplevelses karakter og intensitet til trods, må jeg erkende, at det er ufatteligt svært at forholde sig til en form for virkelighed, som ikke lader sig deles med andre.
Og selv hvis den lod sig deles med andre, ville dét kunne ændre på min tøven? Hvad er virkelighed i det hele taget? Den er blevet så svær at definere… Til
toppen
|
|
